RM valg 2020 Syddanmark

Wridt, Torben, OZ6TW

Jeg er 68 år gammel og altså en ”old-timer” med 53 års uafbrudt medlemskab af EDR. Jeg har igennem årene været overmåde imponeret over alle de, som har udført et frivilligt og uegennyttigt arbejde for vi andre. Nu har jeg måske chancen for at betale lidt af min ”gæld” tilbage.

Jeg vægter samarbejde på tværs af uenigheder meget højt, og foreningen har mere end nogensinde behov for et positivt samarbejdsklima, og det vil jeg da gerne forsøge at bidrage til.

En af de vigtigste opgaver for den nye ledelse er en forøget indsats omkring antennetilladelser. Jeg er bedrøvet over at høre om de mange, som får et nej som ”automatsvar” fra kommuner og boligforeninger. Jeg sidder ikke inde med ”de vises sten”, men noget må der kunne gøres. En indsamling af erfaringer og materiale omkring allerede udstedte tilladelser kunne være en begyndelse.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi får lavet en ny medlems-tilfredshedsundersøgelse omkring forventninger og ønsker til de kommende år.

Og så er jeg virkelig allergisk overfor begreber som:

-bagtalelser.

-konspirationsteoretikere.

-gamle sure ternede skjorter (og især deres indhold).

-illoyalitet.

-skjulte dagsordner.

-folk uden humor.

For god ordens skyld bør jeg nævne, at jeg ikke kandiderer til HB.

Og så vil jeg have svært ved at skulle stemme for en genindførelse af generalforsamlinger som øverste myndighed. En justering af de nuværende afstemningsregler er jeg med på.

                           Mit motto: ”Husk nu på, at det trods alt KUN er en hobby”.

Skriv et svar